REFERAT AF KONSTITUERENDE REGIONSBESTYRELSESMØDE

Referat fra konstituerende regionsbestyrelsesmøde 8/11 2014.


Sted:
Caféen Den Gamle Arrest, Klostergade 1, 7100 Vejle.

Tilstede:
Kjeld Jensen - regionsformand
Laurids Bloch Jensen - regionsmedlem Vejle
Gitte Bodholdt - lokalnæstformand Horsens
Claus Mortensen - lokalformand Kolding
Anders Ousen - lokalformand Fredericia
Astrid Olufsen - lokalformand Vejle
Hans Peter Jepsen – landsbestyrelsesmedlem

Det vil sige alle lokalafdelinger i regionen, var repræsenteret ved mødet.

Afbud:
Kim Ullerup - regionsnæstformand
Ole Madsen - bestyrelsesmedlem Horsens

Dagsorden:
1. Valg af referent og evt. dirigent.
2. Formandens beretning om regionen.
3. Valg af regionsformand.
Kjeld Jensen modtager genvalg.
4. Valg af regionsnæstformand.
Kim Ullerup modtager genvalg.
5. Præsentation af repræsentanterne fra lokalafdelingerne.
6. Eventuelt.


1.
Astrid blev valgt som referent.
Laurids blev valgt som dirigent?

2.
Lørdag den 22. marts blev der arrangeret bustur til generalforsamlingen.
Start i Århus med opsamling i Skanderborg, Horsens, Vejle og Kolding.
Det var en succes med 26 deltagere (heraf 10 fra Århus/Skanderborg) og med god stemning.
Prisen var kr. 200,- med en egenbetaling på kr. 100,-
Det besluttes at arbejde på, at gentage dette i 2015 med evt. deltagelse af også Fredericia denne gang.

Lørdag den 5. juli var der sommertræf på Den Engelske Pub, som i år havde besøg fra Tour de Bière.
Der kan kun opfordres til at lokalafdelingerne deltager i dette hyggelige arrangement, som finder sted hvert år den første lørdag i juli.

Weekenden den 23.-24. august blev der afholdt Maltlege i Jennum af foreningen Maltens Venner, som gerne ser deltagelse af flere ølentusiaster i dette årlige arrangement.
Det foregår på Tingvejen 28, Jennum, 7100 Vejle, hvor der serveres helstegt gris og hjemmebrygget øl, og hvor der også er mulighed for at campere ved behov for overnatning.
Der opfordres til at Maltens Venner sender en invitation ud i god tid.

Øllets Dag i Horsens:
Blev gennemført bl.a. i samarbejde med Kvickly og Vinspecialisten.
Derudover havde man også lavet en poletordning med 3 udskænkningssteder.
En vellykket og velbesøgt dag.

Øllets Dag i Vejle:
Gentog sidste års tiltag med udskænkning af smagsprøver ved Kvickly om dagen samt spisning og fest i Torvehallerne om aftenen.
I 2015 arbejdes på at få inddraget også City Vejle i fejringen af denne dag.

Øllets Dag i Kolding:
Traditionen tro et stort arrangement hvor borgmesteren skyder tjenerløbet i gang om fredagen, som følges op af oktoberfest og livemusik.
Om lørdagen besøg af 12 bryggerier, heraf var de 4 udenlandske, ølsmagning med 2 x Matthews og 200 deltagere, flere livebands og øl-tour mellem flere udskænkningssteder.
For første gang måtte man melde udsolgt af specialøl efter salg af 1000 smageglas og 7000 smagspoletter.
Om søndagen fortsættes med fest for de frivillige.
Man får et lille sponsorat til disse 25-30 frivillige.
Generelt står Cityforeningen for økonomien i Kolding, hvor der bl.a. lejes en køletrailer til ØD.
Der holdes planlægningsmøder i Koldings Øludvalg flere gange i løbet af året.

Øllets Dag i Fredericia:
Som i Kolding et stort arrangement på "Humletorvet", som det bliver omdøbt til i dagens anledning.
Det er udliciteret til et øludvalg, og her deltog bl.a. 26 bryggerier, osteforretning, slagter og Super Brugsen.
I år havde man ca. 1.000 besøgende, og her afholdes også oktoberfest denne weekend.
Der deltager ca. 30-35 frivillige.
I Fredericia får man sponsoreret de nødvendige køletrailere, og man har lavet en aftale med Føtex om aflevering af de tomme flasker.

Hans Peter Jepsen:
Offentlige arrangementer skal være momsregistreret - det kan evt. ske over landskassen.

Den Regionale Ølpris gik i år til "Ølmanden" Claus Mortensen til hans egen store overraskelse.
Det er vist overflødigt at remse hans mange bidrag i øllets verden op, da de er almindelig kendt.

Medlemsstatistikken kunne ikke laves pga. ale.dk's nedbrud, men medlemstallet er svagt faldende på landsplan.

Der blev forsøgt lavet en regionstur den 4/10, men invitationen kom desværre for sent ud.
Planen er at gentage forsøget igen i 2015; Foreløbig satses på lørdag den 20/6 med besøg på Bøgedal Bryghus og efterfølgende spisning på Brød & Co i Vejle med busturen sponsoreret af regionen.

Man har konstateret på landsplan, at nye "Øllets Dag medlemmer" har en tendens til at falde ud igen.
I Fredericia holder man "Basis-smagning" for nye medlemmer, hvor grundlæggende begreber gennemgås.
Det kræver dog et vist antal nye medlemmer for at kunne gennemføre dette.
Der opfordres til, at Rie sender en mail til lokalformænd ved registrering af nye medlemmer således, at der kan tages pænt imod dem.

Økonomien i regionen er på kr. 13.000,- pr. år og beløbet er ikke tilnærmelsesvis brugt i år, så der opfordres til at søge midler i forbindelse med udadvendte aktiviteter.
Der var enighed om, at de kr. 300,- årligt til udokumenterede kontorudgifter i lokalafdelingerne var passende.

3.
Kjeld Jensen genvalgtes som regionsformand.

4.
Kim Ullerup genvalgtes som regionsnæstformand.

5.
Regionsmedlemmer Vejle: Kjeld Jensen og Laurids Bloch Jensen
Regionsmedlemmer Horsens: Gitte Bodholdt og Ole Madsen
Regionsmedlemmer Kolding: Kim Ullerup og Claus Mortensen
Regionsmedlemmer Fredericia: Anders Ousen og David Oxlund

6.
Hans Peter Jepsen fortale om, der var sammensat en arbejdsgruppe for en fornyelse af ale.dk, dette ville ske det kommende års tid. Formålet med arbejdet mht. fornyet hjemmeside er at skabe en hjemmeside, der er bedre end den nuværende og understøtter, at vi er en ”Attraktiv og synlig forening”. TYPO3 bliver i forbindelse, den "nye” hjemmeside tilpasset til visning på mobil. I forbindelse med indkøring af den nye hjemmeside vil ale.dk være lukket i perioden 5.-18. januar.

Der var forslag til at samle afdelingsbestyrelserne i de 4 lokalafdelingerne til et fælles møde.

Der var også en opfordring til, at landsbestyrelsen inddrager regionsrådet i væsentlige beslutninger.

Hans Peter Jepsen ville gerne have tilsendt mail om magnet-navne-skilte til evt. brug ved stormødet.
Derudover er der også gang i at få lavet skjorter med DØE logo evt. på landsplan ellers lokalt.

 

 

 Højt Skum

Astrid Olufsen