Øltur med regionen lørdag 20/6 2015 kl. 13-20

Klik på billede for stort format

Øltur med regionen lørdag 20/6 2015 kl. 13-20


Så er der lagt i brygkedlen til alle tiders dag i øllets tegn sammen med medlemmer fra de 4 lokalafdelinger i Region Sydøstjylland.


Vi håber, at rigtig mange har lyst til at deltage.


***********************************************************

Program

 
1. del:
 
Kl. 13.00 - 15.00 Pubhygge og ølquiz:
Vi indleder dagen med at mødes på The New Cat Pub, Dæmningen 43, 7100 Vejle, hvor der vil være mulighed for at købe specialøl, og der er arrangeret en hyggelig ølquiz med præmier.

Pubben har netop fået to nye ejere Jeff Rudebeck og Daniel Krems Sandø, som har sat en række nye initiativer i værk.
Der er udvidet til 15 fadølshaner, og der er sat en ny storskærm op til især fodbold.
Derudover satser de på meget mere livemusik, og så holder pubben fremover åbent alle ugens dage.

Baglokalet, hvor vi skal være, har de skabt om til et gammelt engelsk gårdmiljø med bindingsværk, store whiskytønder og støbejernslamper.

 
2. del:
 
Kl. 15.00 Busafgang fra New Cat Pub.

 
Kl. 15.30 - 17.00 Eksklusivt bryggeribesøg:
Så går turen til Bøgedal Bryghus, Høllundvej 9, 7100 Vejle, med rundvisning og 5 smagsprøver i det kendte bryggeri.


Bøgedal Bryghus ligger på gården Bøgedal, en smuk firlænget gård fra 1840’erne placeret på kanten af Vejle Ådal.
Bryggeriet er startet i 2004 og har en lille eksklusiv årlig produktion på godt 32.000 flasker á 75 cl og 270 one-way kegs pr år.
Der brygges mellem 500 og 820 flasker.


Bøgedal Bryghus følger som det eneste kommercielle bryggeri i verden en meget gammel dansk bryggetradition fra før industrialiseringen og brygger godtøl – en kraftig, meget rig øl, med stor restsødme, som man bryggede den på gårdene rundt om i Danmark frem til forrige århundrede.
Da hvert bryg er unikt forsynes etiketten med brygnummer, type og aroma-humle fx Bøgedal Nº 308 mørk perle og cascade samt dato for brygning og aftapning.


Bøgedal er Skandinaviens eneste fritfaldsbryggeri (all gravity).
Øllet løber fra kar til kar ved hjælp af hejseværk uden brug af pumper.
Det er en væsentlig kerneværdi for Bøgedal ikke at anvende pumper, da den molekylære struktur i øllet er skrøbelig.
Hvis den ikke behandles nænsomt vil den ændre sig, og det vil påvirke smagen.
Ønsket er, at øllen har en original smag og fremstår ren.
Af samme grund er øllet ufiltreret og upasteuriseret.


Når Casper Vorting viser rundt i bryggeriet, føler man sig umiddelbart hensat til en efterhånden sjælden stemning, som man ellers kun oplever, når vinkyperen stolt viser rundt i kælderen på en mindre sydeuropæisk vingård.
Denne sælsomme stemning og ånd afspejler sig i alt på stedet; i bryggemetoden, i valg af flaske, etikette osv.
Alt oser af kvalitet og moden respekt for øllets egne karaktertræk.
 
Påklædning efter vejret - bryggeriet er ikke opvarmet.
Husk kontanter til evt. køb af øl efter rundvisningen.
 
Kl. 17.00 Busafgang fra Bøgedal Bryghus.


3. del:
 
Kl. 17.30 - 20.00 Rundvisning og spisning.

Dagen rundes af på bedste vis på Brød & Co, Nørregade 69, 7100 Vejle, hvor der er udsigt til en lækker 3-retters ølmenu, kreeret af de kreative folk bag stedet.

Forret:
 
Slagter Aalbæks sidste Øko- grand cru skinke
Radisser – røg – sprødt - godt

 
Hovedret:
 
Sommer stuvning af vores øklogiske okse, m. spæde grøntsager med porter & Lakrids.

Alle retter er selvfølgelig inklusiv brødbuffet med friskbagt surdejsbrød.
 

Dessert:
 
Danske jordbær og rabarber
!
Brændt hvid chokolade


Hos Brød & Co lægger de nærvær og personlighed i alt, de gør.
Det handler om at gøre sig umage.
Et dejligt ord der igennem tiden har mistet sin betydning, men som de har bestemt sig at tage tilbage.


Brødbutikken fungerer både som cafe/kaffehus i dagtimerne hvor man kan få sig et ærligt måltid mad eller en god kop friskmalet økologisk kaffe, og som brasseri/restaurant om aftenen, hvor man kan smage årstiderne, og ærlige lokale produkter lavet af nysgerrige og madglade kokke.
Som Henrik Elkjær & Simon Clemens siger "I skal være så velkomne, og vi mener det faktisk."

Der vil være mulighed for at købe øl fra bl.a. Bøgedal og Thisted Bryghus til maden.
 

***********************************************************

Prisen er kr. 320,- for bustur (Vejle-Bøgedal og Bøgedal-Vejle), bryggeribesøg med smagsprøver og 3-retters menu.
Drikkevarer til maden betales af den enkelte.

Sidste frist for tilmelding er fredag den 12/6 klik her
 

Tilmeldingen er bindende.

Oplysning om betaling, kommer på mail efter sidste tilmelding
 


Højt Skum


Kim Ullerup
Regionsnæstformand Sydøstjylland
 
kim.ullerup(at)remove-this.ale.dk
29676792